Det hele startede i feb. 2000 med at en gruppe af os som kender hinanden godt, blev overtalt til at lave en agentweekend for en gruppe spejdere. Disse spejdere skulle være specialagenter for en lille ukendt stat ved navn Kaotistan. I løbet af denne weekend ville præsidenten komme forbi og inspicere sine tropper. Både præsidenten og hans 2 livvagter var vores egne folk. Uheldigvis så var det kaotistanske folk meget utilfredse med deres præsident, for han havde indført et forbud mod chokoladeskildpadder. Så en lille flok chokoladeskildpadde befriere havde besluttet, at lave et attentat mod præsidenten hvis ikke han frigav skildpadderne. Lederne af spejderne ønskede at vi gjorde det så livagtigt som muligt og havde spurgt os om ikke vi kunne finde nogle våben der lignede rigtigt. Så var det vi kom i tanke om at Johni Olsen lå inde med en del hardballvåben. Han blev straks involveret i projektet og han stillede med våben til os alle. De eneste der ikke fik hardballvåben var livvagterne, for det var lige tæt nok på spejderne. Vi andre der skulle agere terrorister fik alle udleveret en pistol eller et gevær og så var vi klar til attentatet. Vi lavede et trusselsbrev om at hvis ikke præsidenten straks indførte chokoladeskildpadder så ville vi slå til. Det overhørte han naturligvis og så gik vi i gang. I første omgang skulle vi kun lade os se rundt om spejdernes område men skulle holde os uden for det område spejderne havde lov til at gå i. Den første gang de så os, blev der naturligvis slået storalarm og de fik hurtigt lavet en patruljeplan og gik rundt og patruljerede området. I mellem disse snigpatruljer vi lavede på spejderne, kunne vi jo ikke lade være med at lege med hardballvåbnene og vi blev temmelig grebet af det. Der var mange af os der kom hjem med blå mange mærker på lårene.

Da spejderne nåede aften skulle de jo holde en stor middag for præsidenten efterfulgt af en kasinoaften. Og så slog vi til for alvor. Under middagen sneg vi os ned til huset, for at kidnappe præsidenten. Vi startede med at slå relæet fra, så der intet lys var og kom så stormende ind med lommelygter og våben. Vi skød en af livvagterne og da han naturligvis var grundigt instrueret havde han en tube teaterblod på sig. Han havde fyldt hånden med blod, så i det øjeblik han blev skudt, smurte han teaterblodet ud over sig og faldt til jorden som død. Vi fik ikke fat i præsidenten, men snuppede den overlevende livvagt og plantede en bombeattrap midt i lokalet og stak af. Efter spejderne var kommet sig over chokket og havde fået ryddet op, lagt den ”døde” livvagt ind i et andet lokale samt konstateret at det var en falsk bombe, fortsatte de deres aften uden yderligere forstyrrelser. De skulle bare have vidst at vi sad lige udenfor og nød resterne af deres fine middag. Den ”afdøde” sneg sig ud af huset og hen til vores lejr der lå ca. en ½ km fra spejdernes hus. Hans tur tilbage kunne godt have udviklet sig til en dramatisk begivenhed for han havde ikke skiftet tøj, hans skiftetøj havde vi jo, og hvad vi ikke lige var klar over på det tidspunkt, var at en flok pigespejdere havde natorienteringsløb i området samtidig. Det kunne godt have givet dem noget af et chok at se ham komme gående i en hvid T-shirt med blod smurt ud over den. Han nåede dog at skifte inden pigespejderne kom forbi men de må alligevel have fået et mindre chok over at se os stå der iført uniformer og med hardballvåben der jo ligner rigtige våben. Vi måtte dog lige en tur ned til spejdernes hus en gang mere for 2 af spejderne var blevet lidt chokerede over den ”døde” livvagt og de måtte lige forsikres om at han ikke døde rigtigt, men at det kun var skuespil. Det vakte også en del ballade da de opdagede at den ”døde” livvagt var væk. Næste dag kom vi alle ned til spejdernes hus og præsenterede os selv og fik en hyggelig formiddag med spejderne. De fik alle udleveret et agent ID-kort med billede for gennemført kursus af præsidenten og de synes alle at det havde været rigtig godt. Men nogle af os var blevet dybt fascineret af hardball og besluttede os til at prøve at stable noget på benene. En uge efter denne weekend var vi 9 der holdte det første møde i det der senere skulle blive RHC’s genopstandelse.


Klubben begynder at tage form. Da vi mødtes en uge efter anede vi ikke rigtigt hvad vi egentlig ville, udover at hardball havde fanget os og vi gerne ville undersøge det nærmere. Johni kom med våben og holdte et lille foredrag om hvad hardball var og inden aftenen var omme var vi blevet enige om, at vi ville danne en klub. Vi var dog alle enige om at det skulle gøres lovligt. Det vidste sig, at der havde været et forsøg på at lave en klub i Ringsted, men den eksisterede ikke længere. Vi ville gøre et forsøg på at genoplive den, men inden vi blev færdige var det eneste der var tilbage navnet og logoet. Selv logoet er blevet skiftet ud den dag i dag. Vi troede at det var nemt, men det lærte vi at det er det ikke. Det tog os et halvt år fra vi startede til vi kunne holde den stiftende generalforsamling i august 2000. Jeg brugte mange måneder på, at sætte mig ind i både foreningsarbejde, men også i lovgivningen omkring hardball, for overhovedet at kunne lave vedtægterne. Jeg læste samtlige vedtægter igennem jeg kunne få fat i og en overgang kunne jeg dårlig snakke med nogle uden at ordet paragraf kom mindst en gang. Vi var dog så heldige at kommunen lavede en temadag om hvordan man opretter en klub og det var yderst lærerigt. Naturligvis spillede vi også i den periode, med klikkere på det militære øvelsesterræn og som mange andre uden beskyttelsesudstyr. Det løber mig koldt ned af ryggen i dag, når jeg tænker over hvor heldige vi var at der ikke var nogle der kom til skade. Det stoppede dog hurtigt da vi fandt ud af hvordan lovgivningen er på det område og hvor farligt det er og hurtigt fik vi fat i det rigtige sikkerhedsudstyr. Der gik mange møder til og mange af de ting vi vedtog, droppede vi igen på andre møder. Vi snakkede med politi og kommune flere gange, for det skulle foregå helt lovligt. Men i August måned 2000 var vi klar til at danne Ringsted Hardball Club. For os første gang, men for klubben 2. gang. Vi fik en god kontakt i Tom Sørensen fra Team Badboys, og da vi sammen med dem lavede et weekendarrangement, fik vi lov til at låne deres bane (Lossepladsen) når de ikke selv brugte den. Vi havde ikke selv bane på det tidspunkt. Vi havde dog en aftale om at låne militærets øvelsesterræn (Basselunden) men intet på papir og i dag har kommunen også købt det. Den bane er vi flere der tænker tilbage på med et smil på læben, vi havde jo nogle gode timer på den bane. Det er med vemod i hjertet at vi må meddele, at vi ikke fik tilladelsen til at bruge den igen. Vi var så heldige at få kontakt til Morten (Fluen) på vores første ordinære generalforsamling februar 2001 og det var ham der skaffede os kontakten til Sandkassen, som nok er vores mest brugte bane. Det tog ca. en måned at få tilladelse til banen. Først kontaktede vi ejeren og fik lavet en kontrakt på området. Vi måtte også have fat i et forsikringsselskab, for vi skulle have oprettet vores egen forsikring. Hidtil havde vi kørt på Team Badboys, da det var deres område vi lånte. Vi fik forsikringen, selv om vi flere gange måtte forklare hvad hardball er og den lokale afdeling måtte kontakte hovedafdelingen for at lave forsikringen, da de var slet ikke klar over at der fandtes sådan en forsikring. Og så var vi klar til at tage kontakten til politiet endnu engang. Vi havde dog et godt forhold til den betjent der havde med tilladelser at gøre, for det var heldigvis den samme som havde med lovgivningen af hardball at gøre. Ham havde vi jo snakket med adskillige gange. Det tog under 14. dage fra vi afleverede ansøgningen til vi havde tilladelsen i hånden. De var ude at kigge på området og dagen efter lå den der. Herefter er det gået stille og roligt. Klubben vokser og vokser og er i dag en kommunegodkendt klub. Vi er stolte af, at vi har kunnet bevise at hardball kan gøres lovligt, og har da også hjulpet mange klubber med at få deres klub til at blive lovlige. Jeg takker personligt for at min erfaring er blevet brug og ønsker alle nystartende klubber held og lykke. Jeg håber da også at klubben vil vokse sig endnu større og bedre efterhånden som årene går.

IceCat
Forhenværende formand i Ringsted Hardball Club

Du skal logge ind for at kommentere.

---